Caroline blog 5

Klokken nærmede sig kvart i, og min taxa kom ikke. Det sagde jeg til Amit, som havde sluttet sig til mig på pladsen udenfor hotellet og spurgte, om jeg skulle til hovedbanegården? Jeg skal direkte til Amsterdam, forklarede jeg, men min taxa kommer ikke. Da der var gået yderligere ti minutter, i løbet af hvilke, hverken min eller hans chauffør var dukket op, steg vi sammen på den første den bedste vogn, der drejede ned ad Spui. På daværende tidspunkt kendte jeg ikke hans navn, og da vi endelig præsenterede os, troede jeg, at han sagde Ahmed. Navnet Amit fandtes ikke før endnu senere, hvor jeg tog imod hans visitkort og indså min fejltagelse, men det forhindrer mig jo ikke i at lade det svæve over situationen som en special effect. Måske gav han mig faktisk allerede hånden (og med hånden sit navn), da vi stod ude foran hotellet, i den skrå regn. Hvis det er tilfældet havde jeg ikke bidt mærke i det. Mit fokus var ikke rigtig på den venlige nordindisk udseende mand, der stod og frøs i sin vindjakke. Tanken om at komme for sent til mit fly, og dermed udsætte det øjeblik, hvor jeg skulle holde min datter i mine arme, forstyrrede mig. Der er ikke langt fra Hotel Mercure til Den Haag Centraal, vi var fremme i løbet af få minutter. Amit fandt sit kort for at betale, men chaufføren insisterede på, at han kun tog imod kontanter. Lettet rakte jeg ham en tyve-euro seddel, som han ligeså lettet og med et nik stak i skjortelommen. Det tog mig et øjeblik at forstå, at han ikke havde tænkt sig at give mig nogle penge tilbage. Tyve euro, sagde jeg? For den tur? Han rystede på hovedet, halvt beklagede, halvt afvisende. No change. Amit spurgte om han lavede sjov, men chaufføren forsikrede os om, at det gjorde han ikke. No change betød ganske enkelt no change. Ingen af os havde tid til at diskutere, og vi lod chaufføren køre afsted med sin triste mine og sine drikkepenge. Amit følte sig tydeligvis sat i forlegenhed over, at jeg så rigeligt havde betalt for hans tur til banegården, og da vi havde sikret os, at vi kunne nå det næste tog til lufthavnen, bød han mig på en kop kaffe. Jeg takkede ja. Udover at have lyst til kaffe, følte jeg mig, nu hvor jeg vidste, at jeg ville nå mit fly, hensat i mit mest snaksagelige, mit mest elskværdige, humør. Jeg spruttede som en stjernekaster! Der var ikke det emne, jeg ikke interesserede mig for, ikke den vittighed, jeg ikke kunne grine hjerteligt af – eller replicere vittigt på, og i løbet af de fyrre minutter vi tilbragte på toget, følte jeg, at jeg lærte Amit bedre at kende end nogen af de mennesker, jeg netop havde tilbragt fire dage sammen med. Det var ikke fordi, han fortalte så frygtelig meget om sig selv; udover at han arbejder for Maersk og bor i Sydafrika med sin kone og deres datter – og at han bruger virkelig meget sukker i sin kaffe – ved jeg ingenting om Amit Tandor. Det var spørgsmålene, han stillede mig, og måden, han stillede dem på, der lidt efter lidt tegnede konturerne af et menneske, som længtes efter noget, som måske allerede var for sent. Jeg lovede ham, at jeg ville ringe.