Caroline blog 3

Den lille pige i sengen havde den samme lave pande og de samme blanke øjenbryn som Dunia, og jeg måtte bede til, at hun ikke var død. Hun var død, men så så levende ud, at jeg besluttede, det ikke behøvede betyde noget. Hænderne lå spilet ud som søstjerner på det kølige linned, kinderne og den runde mund var svagt rosa. Jeg har glemt navnet på maleren, og det er heller ikke vigtigt. Ingenting er vigtigt. Bagefter gik jeg ud i solen med min alt for tunge taske, tilfreds med at have sprunget køen i museumsbutikken over på en så gadedreng-agtig måde: jeg efterlod lige penge og en seddel, hvor der stod Hér, for de fem postkort, gik min vej med værdige skridt. Det var lige før, hjertet hamrede i mit bryst. Resten af dagen var det afgørende ikke at fare for meget vild, at dreje ned ad de rigtige gader og holde sig verdenshjørnerne for øje. I en genbrugsbutik ved kanalen købte jeg en jakke af lammeskind med borter af rødt læder og tog den på med det samme. Lucky lucky girl, sagde ekspedienten, idet hun overrakte mig kvitteringen. Da jeg nogle timer senere stak hånden i jakkens dybe lomme fandt jeg to runde tyggegummier og puttede taknemmeligt det ene i munden (jeg har glemt en tandbørste og også glemt at købe en). Det skete på Escher-museet, som jeg ikke havde planlagt at besøge: Jeg har intet forhold til hans værker, men det var for tidligt at gå tilbage til hotellet, og Lange Voorhout glødede af ond rigdom i eftermiddagssolen. Inde i det gamle palads var mange høje spejle, jeg diskret kunne beundre jakken i, og i en af salene kørte der en film, som fik hans liv til at fremstå ligeså renset for menneskelige fejl som litografierne på væggene. Familien Escher flyttede sig fra hus til hus fra land til land, mens årene tikkede muntert forbi. Sønnerne og konen var der hele tiden, men som en summen i periferien, og altid – et sted i midten af det hele - var der et rent og stille rum, hvor Maurits kunne udtænke sine svimlende sort-hvide verdner i fred. Alle de timer, hvor døren til hans rum var lukket, hvor ryggen (hvis man dristede sig til at åbne den lukkede dør) var det eneste, man så af sin far, af sin mand.  Jeg forlod museet nedtrykt og måtte gøre mig umage for ikke at invitere døden ind i mine tanker om livet. Der var søen med gyldent vand, der var tårnenes silhuetter, men dér, dér på en bænk, sidder jo også en gammel dame med åben mund og stirrer på det! Hun har travlt nu, med at nå al skønheden og kun sine hævede ben til at bære sig omkring. Jeg skynder mig hjem, hovedpinen dundrer som hestehove bag panden. Lucky, lucky, lucky.