blog 1 Caroline

Jeg skrev til Elinor og Marcelle, at jeg havde tænkt over det, og at jeg ikke kunne være væk fra min datter i de tre dage, festivalen varer. Jeg havde taget imod invitationen, før hun fik sit ansigt, mens hun endnu var et spædt og morsomt potentiale. Sommeren skyggede for efteråret, det føltes fiktivt, langt væk. Men i oktober vil hun være 6 måneder gammel – og hvem ved hvad hun så kan!? Sidde med ret ryg i sin højstol? Spise kogte grøntsager og små stykker brød? Måske sover hun igen om natten uden at vågne og pludre højt og længe i de timer, der er blevet fuld af sære huller. En måned er en evighed i det lille barns tidsregning, og jeg – jeg vil være den samme. Jeg skrev og forklarede, at min kæreste havde tilbudt at rejse med og passe min datter, mens jeg arbejdede og deltog i festivalen. Det havde han strengt taget ikke. Det var sandt, at vi havde talt om det som en mulighed, men han havde ikke lovet mig noget. Tanken om at være fanget på et hotelværelse med et lille barn tiltalte ham ikke. Det forstod jeg godt. Jeg så hende for mig, rode rundt og brokke sig på det væg-til-væg tæppe, jeg er sikker på, gulvet vil være dækket af. Tordenvejrsgråt eller rødt som okseblod. Og jeg så dem for mig gå under regnen i de fremmede gader, søge ly på caféer og museer, tabe plasticskeerne på gulvet og glemme en hagesmæk, hendes hunderangle mellem skrald og tomme kopper på bordet. Så snart jeg havde sendt mailen vidste jeg, at ingen af delene ville komme til at ske. Jeg vil rejse alene. Stige på metroen og siden flyet, alene. Ankomsten, menneskene, sengen, tæppet og håndklæderne på hotelværelset, de fremmede sprog og kanderne med juice i morgenmadsbuffeten; det vil alt sammen være op til mig at forvalte. Siden jeg fødte min datter i maj har mit blik været dobbelt, min færden tynget af hendes stadig voksende vægt og de mange forskellige genstande opretholdelsen af hendes rytme kræver. Åh den dyrebare skrøbelige rytme, mine dages bistre forpagter! I Haag vil jeg befinde mig uden for dens jurisdiktion, let som en fjer og faretruende overflødig. Den første gang jeg rejste fra min søn ramte følelsen af uvirkelighed efter et døgns tid. Han var 11 måneder gammel. Euforien over at læse, gå og sove uden forstyrrelser var dampet af, og jeg vandrede hvileløst omkring i byens brostensbelagte gader, gennem universitetsparken og langs med floden Cam. Al byens middelalderlige skønhed var spildt på mig. Som en bortløben fange længtes jeg efter at blive opdaget og ført tilbage til min celle. Flugten åd mig hurtigt op.