caroline blog 2

I telefonen i går fortalte min søster, at hun havde taget en tre-i-ener med på læsesalen for i det mindste at få klippet sine tånegle. Hun har en ubehagelig følelse af, at hendes speciale er blevet klogere end hun selv er. Sent om aftenen, når hun slukker lyset og cykler hjem fra Amager, kan hun føle noget, der minder om ro, men næste morgen er det endnu en gang som at stirre ind et dunkelt tornekrat. Man skulle egentlig have været filolog for at skrive om det her, sukkede hun, og for resten skylder jeg dig en fødselsdagsgave. Jeg stod i køkkenet og stegte gnocchi, mens vi talte, i godt humør over lyden af hendes nasale stemme, duften af brunet smør, der langsomt fyldte rummet. Dunia sad i bæreselen og studerede min mund bevæge sig; ind imellem borede hun ansigtet ind i mit bryst. Jeg ved stadig ikke hvad den gestus betyder. Der kan gå nogle dage, hvor hun ikke gør det, men det vender altid tilbage. Det bekymrer mig ikke. Ikke alt, hvad jeg ikke forstår, bekymrer mig. Det er fremskridt. Nogle ældre kvinder har unge, næsten barnlige, stemmer, har jeg bemærket. Hvis man lukker øjnene kan man forestille sig den pige, stemmen tilhører, åbner man dem, forsvinder hun ikke helt, men bliver hængende i den gamles ansigt som en skygge, der langsomt glider bort. Der var netop en sådan kvinde med metroen på vej ud til lufthavnen, hvor jeg er ankommet i alt for god tid. En mand og hans søn leder forgæves efter en stikkontakt, men de smiler opmuntrende til hinanden, og lader mig på denne måde forstå, at det nok skal gå alligevel. Det vil jeg, blandt andet, aldrig få mulighed for at takke dem for. Så snart Nitesh trådte ind ad døren, trak det i mig for at komme afsted. Min taske var pakket og stod ved klaveret, vanterne og halstørklædet lå ovenpå. Solen skinnede ind gennem de beskidte ruder og fik legetøjet til at lyse: gul, turkis, lilla, klar pink. Afskeden blev brat og tør, det var sådan, jeg ville have det. Jeg glemte ikke posen med bleer, jeg

glemte ikke at stille cyklen frem til min søn. Jeg huskede, at jeg elskede dem og at sige det.

Køkkenet i den indonesiske restaurant lå i forlængelse af spisesalen, så nu lugter min røde uldfrakke af stegeos og ris. Jeg har hængt den op på en bøjle ved det åbne vindue, og kan ikke holde op med at registrere et menneske i rød uldfrakke, der står bag gardinet og roligt betragter mig arbejde. Adrienne Rich skriver, i 1974 eller 75: ”Indtil vi finder hinanden, er vi alene”.