caroline blog 4

Skammen er kommet rullende med taktfuld forsinkelse, men gør ikke sit arbejde mindre grundigt af den grund. Jeg skammer mig over alting: Mit ansigt, min stemme, de penge jeg bruger, og dem, jeg ikke bruger. Jeg skammer mig ved tanken om at pakke min kuffert (lørdag aften vil den ikke kunne gabe over sit indhold) og over måden, jeg tømmer først ét glas vand, før jeg fylder det igen, drikker halvdelen og hælder resten ud i vasken. Over at være her i kraft af en bog, jeg skrev for over tre år siden og næsten har glemt hvad gik ud på. Forbandet være hele det djævelske maskineri, der sættes i gang, når nogen begynder at kalde dig forfatter, og du begynder at tro dem. Nu sidder jeg også på caféen og hoster som en imbecil! Den slags opførsel er jeg slet ikke smuk nok til længere. Desuden burde jeg have ringet og ønsket min søn glædelig Halloween, præcis som jeg burde have løftet min datter op af sengen, kysset hendes næse og skiftet den tunge ble, før jeg gave hende dagens første flaske. Ah hvor jeg savner den vidunderligt krydrede lugt af hendes tis! I stedet serveres for mig skammens kolde frugtsalat og en regn, der uophørligt kæler for mine ophovnede øjne og min ensomhed. Ikke engang noget så prosaisk en pedicureaftale vil lykkes i dag. Jeg mødte op til aftalt tid til en mørk og lukket salon. Da jeg ringede til nummeret, som stod angivet på hjemmesiden kunne jeg høre telefonen gennem den låste glasdør. Je hebt Amberskin bereikt. We zijn er momenteel niet. Jeg lagde en opgivende, men ikke bebrejdende besked, og gik min vej. Det virker kun alt for passende, at et forkølelsessår over natten er blomstret i min ene mundvig, en sviende rose. Af en eller anden grund kan jeg ikke slippe den tanke at trafikken i denne by ikke er virkelig; at den er en slags dukketrafik. Jeg frygter den ikke tilstrækkeligt, forventer ligefrem, at den vil bøje af, opløse sig, føles blød som en svanevinge, skulle den alligevel strejfe mig. Trods alting lader det sig gøre, ved dette bord i dette vindue, at renskrive de tre digte:

Bestemmelser

Jeg drømte om dig i nat. Du forlod mig for en perkussionist ved navn Veronica forlod mig uden først at have været min.

Det kunne du i drømmen ligesom alle vinduerne i huset stod åbne mod regnen der faldt uden lyd

Det var en fin og trist drøm hvor vi alle sammen var yngre end vi i virkeligheden er

man bestemmer ikke selv hvem man elsker i en drøm og i nat elskede jeg dig.

Min kærlighed strakte sig besværligt ind i morgenen indtil den væltede noget og vækkede min datter hun ligner sin far sin far på en prik

Vores barn ville blive stort og grimt med to hårde øjne, lange alvorlige kinder.

Det skænkede jeg ikke en tanke i nat, da jeg fandt dig leende og lykkelig i Veronicas arme.

Nu ved jeg, det var for det bedste. Vi to må aldrig få hinanden.

Fødselsdagsbrevet

Jeg kortlægger tålmodigt hans mangler efter snart fem år er et mønster trådt frem og jeg kan bruge dets smidige matematik til at håne ham, jeg ved præcis hvornår og hvordan han vil fejle.

Der er noget galt med hans hænder trods deres størrelse og fine form duer de ikke rigtig fingrene kan ikke binde knude eller reparere gardinsnore, når den brister midt om natten og lyden vækker mig, men ingen andre:

Skal du virkelig for altid pine mig ved at udtale violin med den udannedes bløde V?

Jeg forstår at jeg er den syge og venter kun på, at kærligheden skal vende tilbage til min stive krop som man venter på en årstid eller det brev, min ven har sendt i forbindelse med min fødselsdag. Det er seks dage siden i dag og i postkassen finder jeg hver morgen den samme stak sammensunkne reklamer.

Hjemmegående

Jeg ser mig for ofte i spejlet foran min datter og lærer hende således den første måde at holde sig inden for grænserne på en æreløs vane, og med årene stadig mere nedslående.

Jeg skulle måske have taget flere billeder af mig selv, sagde min mor stille som det allerede var for sent.

Men går der for længe imellem føler jeg mig fanget i øjnene, drevet omkring af deres endeløse se! se! se! dér er et menneske og dér en blank and, et træ med lungeformede blade hullet mit i gaden fuld af arbejdsmænd og popmusik - indtil jeg er åndelås og fuld af længsel efter mit eget hemmelige ansigt.

Det er endnu ikke muligt at sige hvem af mine børn jeg ligner mest.